Tid til forandring?

Er dit liv ikke helt som du gerne vil have det – mangler der noget?

Mange mennesker går rundt med en oplevelser af at livet passerer forbi, mens de lever deres hverdagsliv. Med en tilbagevendende følelse af, at der må være noget mere. Mere glæde, mere ro, mere udfordring, mere kærlighed, mere tid… listen er lang. Ofte er følelsen lidt diffus og bliver blot til en bagvedliggende fornemmelse, en underliggende frustration og utilfredshed. 

Vi kan allesammen have den af og til. Det er den følelse eller fornemmelse, som er drivkraften til at vi skaber en forandring. Tit er det bare små justeringer, som skal til, men det hænder, at vi er nødt til at kigge på vores liv i et lidt større perspektiv. 

Har du tit oplevelsen, følelsen af at livet ikke helt giver dig den glæde og tilfredshed du ønsker? Måske er det ok, men alligevel ikke helt nok? 

Tid til refleksion

Hvis du er klar til at tage udfordringen op, så kan du starte med at give dig lidt til refleksion. Personlig udvikling og gode forandringer skabes bedst på et solidt fundament af indsigt og selvforståelse.

Du kan begynde med at forholde dig, til det der er. Nedenfor er inspiration til en måde, hvorpå du kan skabe dig et overblik, over din hverdag. De ting du foretager dig i løbet ad dagen, giver du point alt efter om det er givende eller drænende aktiviteter. Det kan godt være at du foretager dig noget, som gør dig fysisk træt, men som du alligevel nyder, så er det en givende aktivitet. Ligesåvel kan du lave noget som egentlig er afslappende, rent fysisk, men mentalt er det drænende, måske fordi du keder dig eller føler det er spild af tid… Nedenstående er blot et eksempel, der er ikke rigtigt og forkert. F.eks. ville jeg personligt blive vældig drænet af at luge ukrudt og at se tv kan faktisk være både givende og drænende, alt efter situationen. 

Aktivitet eller relation Givende 

1 til 5

Drænende -1 til -5
Lufte hund, morgentur 2
Telefon samtale med kollega, om hvor irriterende chefen er – 4
Luge ud i jordbærbedet 4
Set fjernsyn i 2 timer inden sengetid -3

Når du har ført skema over det, der dræner og giver dig energi i et stykke tid, vil der begynde at danne sig synlige mønstre, som viser det der fungerer godt og det der ikke bidrager til noget positivt. Disse indsigter vil kunne hjælpe dig med, at prioritere din tid bedre. Det bliver tydeligt, hvad der skal skrues op for og hvad der skal skrues ned for.

Start med små forandringer!

Det kan være fristende at lave store drastiske ændringer, når vi får øje på, det der dræner os, men start i det små. Det giver dig muligheden for at følge med mentalt og følelsesmæssigt. Måske er der også nogle mennesker i din hverdag, som skal vænnes til, at du er i gang med en personlig udvikling? De skal også have chancen for at kunne følge med 😉 

De fleste af os har lettere ved at forandre en lille ting ad gangen. Det øger oplevelsen af succes og motiverer på den måde til yderligere forandring. 

Måske er første skridt, at tænde fjernsynet en time senere og bruge tiden til noget, der giver dig en bedre oplevelse, mere tilfredsstillelse, glæde eller mening? Eller måske skal du starte med at sidde ned 10 minutter om morgenen og nyde din morgen kaffe, i stedet for at drikke den i farten? Eller måske skal du slå lyden fra din telefon, når du har fri?

Det der mangler

Undervejs vil der dukker ideer, drømmer, ønsker op. Det kan være ting du gerne ville gøre, bruge din tid på, mennesker du gerne vil være sammen med, noget du gerne vil skabe eller noget helt femte. Skriv det ned. Uddyb det. Læg en plan, som er realistisk, for hvordan du langsomt kan implementere det i dit liv. Hvis du drømmer om at rejse mere, kan du starte med at tage på små dagsture. Til en by, skov, strand tæt på dig. Med madpakke og kamera. Giv dig selv oplevelsen af at være på tur, selvom det kun er 6-8 timer. Mærk forskellen, når du kommer hjem, mættet af små gode oplevelser, nye indtryk og frisk luft. Lykken er ikke altid kun på den anden side af jorden, ofte ligger den lige rundt om hjørnet, og vi skal øve os i, at finde det rigtige hjørne… 

Skriv op hvad de små forandringer giver dig og mærk hvad, der ændre sig inden i dig. Du er nu i gang med en rejse til en større selvindsigt og personlig udvikling, inden i og uden på. 

Får du brug for støtte eller sparring undervejs, kan du vælge at finde en professionel, som kan hjælpe dig med processen, men nogle gange kan en god ven eller kæreste også være den, der stiller de åbne og udfordrende spørgsmål.

God arbejdslyst

Line Rotenberg

Skriv en kommentar